Viser opslag med etiketten Haveliv. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Haveliv. Vis alle opslag

mandag den 8. april 2013

Forår? Måske?

R ville gerne låne mit kamera, og så gav han sig til at tage billeder. Hvad han tog billeder af? "Himlen er jo blå mor!". Nemlig, og det var klart værd at forevige :).

Sneen har godt nok været stædig i år, men dette bliver de sidste billeder med sne på, før til efteråret (blev der sagt!)

Denne stædige klat sne i havens koldeste, mest skyggefulde og mørkeste hjørne, holdt ud til i forgårs (d. 6.4.13)

Det er i øvrigt taget 5 minutter efter, at jeg tog billedet af vores forårsdase-hjørne i haven mest solrige hjørne.
Det er helt vildt, så stor forskel sol eller ej gør på dette tidspunkt af året.
 
Endelig er vi kommet i gang med noget, der involverer jord. Godt nok ikke også frø, men lidt har også ret.
Der var sådan et underligt hjørne mellem køkkenhaven og pilehytten, hvor jeg ikke havde fået fjernet græsset. Det er så gjort nu, og også grimme, men yderst praktiske, bedkanter, sat op her.


Ja, dette ser ikke ud af særlig meget, men hvis det ellers går som planlagt, bliver dette den allerhyggeligste sti gennem skovjordbærbedet, med en afstikker til brombærbusken.
Jeg har stor tillid til skovjordbærrenes overlevelsesevne, men de ser godt nok visne og flade ud lige nu. Vi hepper :).

Hurra! En veninde kom og skilte mig af med disse betonplantekummer for et par dage siden.
De er meget praktiske, tykke, holder godt på varmen, tåler frost.....og vejer så meget, at jeg ikke fysisk er i stand til at løfte dem, 40-50 kg, tror jeg, HVER.
Dem kommer jeg ikke til at savne...

torsdag den 14. marts 2013

Det ER altså forår

Det siger kalenderen selv, Men det har vejret sin egen mening om. 

Men det forhindrer mig ikke i at forberede så meget, som jeg overhovedet kan. Og dette kolde højtryksvejr er heldigvis primært skyfrit, når det nu skal være, så jeg kan være i haven en masse.

Jeg glæder mig SÅ meget til at få ført den idé, hvortil jeg skal bruge denne gamle kobberkedel til, ud i livet. Det indebærer blandt andet en hulens masse små og store sten, samt et solcellepanel....

Jeg kan få kigget krukker igennem, finde fliser frem til projekter, støve og vaske havestole af 

Og slæbe disse utrolig tunge, fyldende, uhåndterlige og generelt møgirriterende træhavestole om i skammekrogen i carporten, til nogen gider skille mig af med dem.

Men der bliver også plantehygge som sædvanligt. Jeg købte Camilla Plums 'Camillas køkkenhave' på hendes hjemmeside, og...så kunne jeg jo lige så godt få lidt frø med også. 


Sammen med det jeg allerede har (selv har taget frø af, rester fra sidste år, arvede og overtagede), skal der nok blive velduftende og frodigt i haven i år også. 

Jeg skal have en lille hemmelig sti gennem jordbærbedet hen til brombærbusken og om bag den "hemmelige" hule til R. Volden bagerst i haven skal tæppebombes med blomsterfrø, der skal gro stangbønner op ad pilehyggen, jeg vil plante den kedelig udsigt ind til naboens tørrestativ til med frodige solsikker og lave en lille bålplads, og min køkkenhave bliver i år til en krydderurtehave (+ lidt ærter).

Jeg elsker at have en have. Det er den bedste meditation, jeg kender, at arbejde i haven :D.

tirsdag den 5. marts 2013

Fra den ene dag til den anden

gik det hen og blev forår. Eller...solen skinner i hvertfald ;).

Der bliver rigtig lækkert varmt på min terrasse, der jo er omkranset af mur til tre sider og er syd-sydvestvendt.

Jeg har..."lånt" nogle erantiser (fra en skov), så nu har jeg endelig også forårsbebuderne i min have. Elsker elsker elsker erantiser.
Og vintergækkerne er også på vej op.

Jeg har slet ikke fået brugt min terrasse så meget som jeg ville. Blandt andet pga. af at den ikke var særlig hyggelig. Så et af dette års projekter er at få hygg-ificeret den.

Et godt sted at sidde er en god start :).

Årets første omgang lugning, eller hvad man skal kalde det. Jeg "rullede" mostæppet af. Det er simpelthen vildt, hvor godt mos trives i min have. Jeg kunne sælge det til blomsterhandlere....

Pilehytten har fået en trimning af de største vildskud. Jeg har i øvrigt fået den idé at så stangbønner, der skal vokse op af den. Det bliver så fint :D.

Jeg havde en bunke, der ikke helt kvalificerede til at være kompostbunke. For mange store grene, og for meget mos. Det mos vil bare IKKE kompostere. Så nu er bunken blevet ryddet og kørt på genbrugspladsen. Så snedkererer jeg en rigtig kompostbeholder og etablerer kompostbunken med den rette balance mellem grønt og brunt (og ingen mos!).

Kapillærkasserne er blevet vasket med brun sæbe og er klar til årets småplanter i vindueskarmen. Chilifrø i dag.

Jeg har rettet volden bagerst i haven til og har luget grundigt på den (faktisk gjorde jeg det lige efter nytår, da der var den der hele uge med omkring +7 C). Så bliver der sået blomsterfrø en masse på den. Glæder mig til at se, hvordan det kommer til at se ud.

Og her skal sås græs. Der er stadig lidt bart, hvor jeg tidligere havde en jordbunke liggende. Men græsfrøene er indkøbt og venter bare på at det bliver lidt varmere (og ja, efterår er bedre til at så græs, men det er nu, at jorden er bar).

SÅ er jeg klar til at starte haveåret! :D :D

mandag den 15. august 2011

jeg bad min 2-årige om at tage billeder af haven...

og her er hvad der kom ud af det:









torsdag den 23. juni 2011

Så behøver jeg ikke mere i livet

- En skål himmelsk smagende Senga Sengana. Er stadig ikke blevet overbevist til at skifte til andre, selvom de nemt bliver skimlede. For det er de absolut mest velsmagende, kraftigst smagende og mest tilfredsstillende jordbær overhovedet – efter min mening. En eksplosion af rød sødsyrlighed i min mund, mums!
Planterne er arvet fra min mor, som fik dem af et familiemedlem, dengang hun selv flyttede hjemmefra.


– En stak bøger, en kande, frugt og god chokolade, the og et tæppe på det friske grønne græs

– En have der gør mig lykkelig. Jeg har fået jord nu, og med den køkken- og bærhave, legeplæne osv.
Men det var med krukkerne jeg startede, på en lille terrasse, og de har stadig en stor plads i mit hjerte. Vores terasse er meget varm og i læ, så middelhavsurterne trives som blev de betalt for det.




Jeg elsker mit liv, når haven er grøn :).

Faktisk mangler der kun familien på disse billeder, så er der alt, der gør mig lykkelig (arh ok, og min symaskine ;)).